Til forsiden › Historie › Foreningshistorie
Husmandsforeningen dukker op omkring 1913. Før den tid har der været husmandsrejser, hvor husmænd besøgte andre egne af landet.
Veddum husmandsforening anlagde en forsøgshave til køkkenurter og kartofler, de anskaffede desuden en frugtræssprøjte og en radsåmaskine. I vinterhalvåret var der foredrag.
En gang årligt præmierede de særligt veldrevne have- og markbrug hos foreningens medlemmer.
Omkrign 1917 opgav de forsøgene og tog initiativ til etablering af kolonihaver. ▲
1906 Husmandsrejserne
Det lokale rejsehold af husmænd i Als, havde fået følge af et andet hold, der gæstede egnen, afsluttede deres rejse i Veddum. Gartner Christensen, Veddum, holdt foredrag om biavl og frugttrædyrkning, og man beså forskellige husmandsbrug: Jens Urenholdt, Jens Hansen, Søren Korsgaard, Chr. Bach, der har statshus, samt M. Korsgaard og Jens B. Sørensen i Veddum. Man gæsteder ligeledes P. Kristensen, der gav kaffe. I afholdshjemmet holdtes fællesspisning. /Aalborg Stiftstidende 23-07-1906/
1914 Foredrag
Husmandsforeningen havde i aftes indbudt til møde med landbrugskandidat Thomsen og Hans P. Sørensen, Skelund som talere.
Thomsen holdt foredrag om kvægets røgt og pleje og om den mest rentable fodring.
H. P. Sørensen talte om højskolen på St. Restrup. Det var øjensynligt, at hans udtalelser faldt i god jord, thi efter foredraget tegnede nogle af de tilstedværende sig for aktier.
Efter foredragene samledes deltagerne om et fælles kaffebord, og bagefter gik dansen med liv og lyst.
Det gamle ord om, at alvor og gammen kunne godt sammen, blev her fuldt bekræftet, idet der til mødet denne gang, hvor der var budt både alvorligt og fornøjeligt, var lykkedes at samle et forholdsvis stort antal tilhørere.
Der var almindelig tilfredshed med arrangementet, og flere af den slags sammenkomster vil rimeligvis følge efter. /Nordjyllands Social-Demokrat 19-02-1914/
1914 Et hold husmænd
på 38 deltagere gæstede onsdag aften Veddum. Kl. 9 rullede et langt vogntog op foran forsamlingshuset. Husmændene kom fra Hurup og skulle overnatte her i byen. En del husmænd fra Veddum var mødt for at tage mod de fremmede. Efter at de rejsende havde spist aftensmad samledes over 100 mennesker i salen. Formand for Veddum husmandsforening bød på foreningens vegne de fremmede husmænd velkommen og gav derefter ordet til gartner Christensen, Veddum, som holdt foredrag over forskellige emner.
Husmændene havde mange gange vist, at de er praktiske folk, men en ting ville han dog sige husmændene: Det er ikke nok at være en praktisk mand; man må også gennem teori tilegne sig kundskaber. Der er masser af tidsskrifter, som kan give mange praktiske hint. Hr. Christensen strejfede også det politiske.
De fremmede husmænd indkvarteredes derefter hos byens borgere.
Torsdag morgen kl. 6 samledes man igen, og man beså Jens Hansen Højs husmandsbrug, gartner Christensens have, H. P. Hansens husmandsbrug og endelig forsøgsmarken. Kl. 9 rejste de fremmede til Store Restrup. /Nordjyllands Social-Demokrat 17-07-1914/
1915 Foredrag
Husmandsforeningen afholder lørdag aften kl 7 prs møde i afholdshjemmet med 2 foredrag af gartner Christensen, Veddum og Jens Jensen, Als Brohuse, om havebrug og folkestyre. Foredragene er gratis for såvel medlemmer som ikke-medlemmer. /Nordjyllands Social-Demokrat 04-02-1915/
1916 Præmiekonkurrence
Veddum Husmandsforening har i år i lighed med tidligere år foranstaltet en præmiekonkurrence for foreningens medlemmer.
For markbrug tilkendtes 1. præmie boelsmand Jens Jellesen, 2. præmie gårdejer Carl Danmark og boelsmand Søren Svendsen.
For havebrug tilkendes 1. præmie husmand Carl Petersen, 3. præmie frk. Elise Jensen, 4. præmie ungkarl Chr. Gade. /Aalborg Amtstidende 24-08-1916/
1917 Veddum Husmandsforening foretog i søndags bedømmelse af veldrevne mark- og havebrug hos en del af foreningens medlemmer, hvor følgende tildeltes præmie:
For havebrug: Skrædder Johannes Friche, fru Birthea Frederiksen, Enkefru Inger Marie Korsgaard.
For markbrug: Jens Hansen Høi, Søren Jensen Bach. /Nordjyllands Social-Demokrat 17-07-1917/
1919 Møde
Veddum Husmandsforening afholdt i onsdags møde med hr. højskoleforstander Balle, St. Restrup, som taler. Hr. Balles foredrag drejede sig om om hjemmene, ungdommen og ungdomsskolen. Efter foredraget udspandt der sig en diskussion, som resulterede i, at man vedtog at arbejde hen til at få oprettet en ungdomsskole i Veddum, så snart forholdene tillod det, og ved foredrag og lignende at få ungdommen interesseret i skolespørgsmålet. /Nordjyllands Social-Demokrat 04-04-1919/
1923 Møde
Veddum Husmandsforening afholdt i søndags møde i afholdssalen i Veddum med konsulent Søndermølle og Jens Jensen, Als Brohuse, som talere. Søndermølle talte om gødningsforsøg og Jens Jensen om toldspørgsmålet. /Nordjyllands Social-Demokrat 19-02-1923/
1924 Besøg
Veddum Husmandsforening havde i søndags besøg af et hold husmænd og husmandskoner fra Galten og omegn. De så først Jens Hansen Højs veldrevne husmandsbrug, hvorefter der var fælles kaffebord i afholdssalen. Efter kaffebordet var de rundt og bese kolonihaverne, gartner Christensens smukke have og Veddum Andelsmejeri. /Nordjyllands Social-Demokrat 15-07-1924/